Lastbilmægleren v. Carsten Lykke i Hedensted har gennem det seneste års tid leveret i alt 20 nye DAF’er af forskellige typer til K. Hansen Transport A/S i Vejen. Leverancen blev for nylig afsluttet med manér i form af en ny 4-akslet DAF CF 480 kranbil med 3-akslet HFR påhængsvogn. Ud over at være nr. 20 af de 20 nye DAF’er gav det også verdenspremiere på HMF’s nye 9520-kranserie.

Carsten Lykke kunne i fjor glæde sig over at sikret sig en ordre på 20 nye DAF-lastbiler til K. Hansen Transport i Vejen. I den store ordre indgik et bredt udvalg af trækkere og forvogne af både CF- og XF-serierne med forskellige typer opbygninger. Den sidste levering i den store ordre blev en DAF CF 480 af typen FAX 8×2*6, dvs. en 4-akslet forvogn med to styrbare foraksler, én trækaksel samt en styrbar bogieaksel monteret efter trækakslen. Bilen er udrustet med verdens første HMF 9520 K8-kran, der er sat i normal drift både på det danske marked og på verdensmarkedet. CF 480’eren kører desuden i fast kombination med en ny 3-akslet påhængsvogn med dobbeltdæk fra HFR i Rødekro.

– Igennem det seneste år har vi gennemført store investeringer i nyt rullende materiel, fortæller Preben Jørgensen, der er ansvarlig for indkøb af materiel hos K. Hansen Transport.

– Det har været et meget stort puslespil, for de mange nye lastbiler er blevet specificeret og skræddersyet til mange forskellige formål, tilføjer han.

Specificering og koordinering

Carsten Lykke har ud over specificering af de mange forskellige lastbiltyper også haft ansvar for at koordinere opbygning, lakering, klargøring og levering af bilerne. Det har betydet utallige møder med alle involverede parter bag alt fra chassiser til ladopbygninger, kraner, påhængskøretøjer, lakering mv. Han har dermed været dybt involveret i at få puslespillet til at gå op, og med den sidste levering i den store ordre er det lykkedes.

– Vi har fået leveret bilerne i en periode, hvor transportbranchen og dermed også lastbilbranchen har haft rigtig travlt. Det har givet både os og Carsten en række ekstra udfordringer, men alt taget i betragtning er det gået rigtig godt. Både vi og chaufførerne er glade for de nye DAF’er, der har givet både effektiviteten og driftsøkonomien i vores vognpark et markant boost, fastslår Preben Jørgensen.

Videreudviklet kran

DAF CF 480’eren med den store HFM 9520-kran skal bl.a. bruges til kran- og montageopgaver i byggebranchen. 9520’eren er en videreudvikling af den velkendte 8520-kranserie, der nu har fået større løfteevne, mere forbedret styring samt en række nye funktioner som som f.eks Power Hoist – automatisk indkøring af spil samt Power Swing – to-gears svingsystem for mere glidende, stabil og effektiv drift.

Kranen er naturligvis udrustet med HMF’s eget EVS-stabilitetssystem, der løbende overvåger køretøjets stabilitet og øger kranens arbejdsområde ved at indregne køretøjets stabilitetsforhold fra bl.a. lasten på ladet. HMFs sikkerhedssystem RCL er også opgraderet med de to nye funktioner PCC og PFC.

PCC (Progressive Crane Control) dæmper både mekaniske og hydrauliske svingninger ved pludselige bevægelser, mens PFC (Progressive Flow Control) styrer olieflowet, når driften kræver mere flow, end pumpen kan levere, så ingen kranfunktioner går i stå. Kranen har otte hydrauliske udskud plus seks hydrauliske udskud på fly-jib’en. Som noget specielt for denne nye 9520-kran er, at to af de otte udskud har udskudscylinderen placeret inde i udskudsarmene.

Avanceret påhængsvogn

Den nye 3-akslede påhængsvogn er også udrustet med avancerede funktioner, som gør den mere effektiv. HFR har monteret hydraulisk udtræk i bagenden på det nedbyggede påhængsvognschassis, mens Hedensted Ladfabrik har bygget ladet inkl. det aftagelige dobbeltdæk.

Blandt de arbejdsopgaver, som den nye CF 480’er er skræddersyet til, er montagearbejde med fly-jib af store vinduespartier i etagebyggeri, levering og løft af tagpap til stor højde samt maskintransport takket være kranens højere løftemoment.