Ny DAF i 10-års jubilæumsgave
Vognmand Jan Hauge Nielsen, der driver JHN Transport i Glud ved Horsens, har kørt lastbil i over 35 år. De seneste ti år har han været selvstændig vognmand, og han har netop fejret jubilæet med at købe sig en ny DAF XF115-510 bogietrækker til kørsel på Norge og Sverige. Det er den 5. nye lastbil, siden han blev selvstændig.
– Inden DAF’en havde jeg en Scania R 560 i godt 1 ½ år men var skuffet over manglende serviceopbakning fra forhandleren, så jeg besluttede mig for at skifte bil lidt hurtigere end normalt. Det passede også med, at jeg kunne få en ny bil leveret til mit 10-års jubilæum, fortæller Jan.
– Jeg har tidligere været glad for at køre DAF og handlet med Carsten Lykke fra Lastbilmægleren flere gange, så jeg valgte at lade ham levere den nye XF 115-510’er. I lastbilbranchen er det ikke altid, at man holder, hvad man lover, men det gør Carsten. Vi har ikke haft papir på alle detaljerne, men Carsten har leveret en rigtig fin bil præcis som aftalt, siger Jan.
Skræddersyet til Norges-kørsel
Den nye DAF er opbygget af PM Lastvognsservice i Hedensted helt efter vognmandens ønsker. Det er bl.a. heldækkende sideskørter i begge sider, 1.180 liter dieseltank, vandtank med ind- og udvendige haner, galge med el- og trykluftforbindelser placeret højt samt ophæng til snekæder, fuld alu-dørk og trekantede værkstøjsskabe mellem bagakslerne. Indvendigt har Brande Sadelmageri givet den gas med masser af læder og alcantara, diodelys, spejle og anden dekoration i lys cremefarve. En lille fiks detalje er de indvendige opbevaringsrum i begge sider af førerhuset, der er malet i en lys farve.
– Normalt kigger man bare ind i et sort hul, hvor det ikke er til at finde noget, men de lyse opbevaringsrum gør det nemt at finde grejet, forklarer vognmanden.
Under gulvet på DAF’en gemmer der sig en solid drivline med DAF’s 6-cyl. MX-13 motor på 510 hk/2.500 Nm, 12-trins fuldautomatisk AS-Tronic gearkasse samt enkeltreduceret bagtøj, der er optimeret til bedst mulig brændstoføkonomi.
Da bilen som nævnt skal køre nordpå, er den også udrustet med OnSpot snekæder samt lavere dækprofil på bogieakslen. Dermed er der plads til sænkede helskærme bagest, der ikke støder på trailerens svanehals ved drejning.
Næste fire år og ½ mio. km
Jan kører fast for Vendelbo Spedition i Hjørring med både stykgods og køl. Han skifter normalt sine lastbiler efter et par år, fordi kørslen i Norge går hårdt ud over især undervogn og chassis. Han har dog så stor tiltro til den nye DAF’s kvaliteter, at han planlægger at køre i den i fire år. Til den tid vil den have gået ca. ½ mio. km., og så passer det med, at Jan kan give sig selv en ny lastbil i 60-års fødselsdagsgave.
Den nye DAF er omfattet af tre års fuld reklamationsret og 90.000 km serviceintervaller, hvilket er noget længere, end han havde på sin Scania R 560’er. Ind imellem de planlagte serviceeftersyn forventer vognmanden dog at kigge forbi PM Lastvognsservice for at få smurt undervognen og tjekket, at alt er som det skal være.
Lejede sin tidligere bil
Da Jan købte den nye XF115-510’er ved Carsten, afleverede han sin Scania R 560 til videresalg, inden den nye bil var klar til levering. Carsten fik en brugt DAF i bytte på Scania’en, og den lejede Jan Hauge Nielsen, indtil den nye bil var klar.
Ved skæbnens ironi viste det sig, at Jan havde ejet den brugte DAF fra ny, og selv om der nu var gået nogle år, og den havde rundet 800.000 km, var den ifølge Jan lige så behagelig og støjsvag at køre i, som da den var ny. Det samme forventer han også af den nye DAF, så måske skifter han den alligevel ikke om fire år …