Vognmandsfirmaet Niels Pagh Transport A/S i Vejen har netop fået overdraget en ny DAF XF 116.510 Euro 6 6×2/4 trækker.

Den nye lastvogn er udstyret med en Paccar MX 13 motor, der har en slagvolumen på 12,9 l og en topydelse på 510 Hk og 2500  Nm.

Motoren er samtidig en miljøvenlig Euro 6 version og transmissionen er en ZF AS Tronic gearkasse med automatiseret skiftesystem. Specielt for denne lastvogn, er den leveret med en af DAF udviklet software, specielt til tankvognstransport, hvor der er risiko for at godset skvulper under acceleration hvorved en automatiseret transmission med normal software kan skifte gear i utide, hvilket modvirkes med den specialudviklede softwareløsning.

For at spare på brændstofforbruget og samtidig skåne på miljøet, er transmissionen udstyret med EcoRoll funktion, hvorved vognen ruller i friløb, når topografien giver mulighed for det.

I samme forbindelse er lastbilen udstyret med den kraftige MX engine brake, hvor man virkelig opdager hvad det vil sige at have en meget kraftig motorbremse. DAF´s MX motorbremse overstyrer nemlig samtidig gearskiftet, så der er maximal udnyttelse af bremsekræfterne.

Gearkassen er tillige udstyret med kraftudtag, hvor der er monteret en Muvex Blackmear B 200 kompressor. Denne kompressor er en skruekompressor, som fylder ganske lidt, og som takket være at den er monteret direkte på kraftudtaget, uden brug af kardan, er fordelagtig rent vedligeholdelsesmæssigt.

Skruekompressorens ydelse er tillige en del højere end de gamle kendte lamelkompressorer, hvilket giver den fordel at man under aflæsning kører med færre omdrejninger (læs sparer på brændstoffet og skåner miljøet).

DAF´ er bygget op hos PM Lastvognsservice i Hedensted, der er DAF autoriseret servicepunkt. Opbygningen består bl.a. af en luftforskydelig skammel, sideskørter fremstillet i aluminium, samt alukseret aluminiumsafdækning.

Den nye lastvogn er produceret af DAF Trucks i Eindhoven, importeret og solgt af Lastbilmægleren, Carsten Lykke.