BECHs & ABC Flytteforretning i Kolding fik tidligere i denne måned leveret en utraditionel flyttebil af Lastbilmægleren v. Carsten Lykke i Hedensted. Flyttebilen er en DAF XF116.440 med en kombineret kasse- og containeropbygning, der så vidt vides er den eneste af sin slags i Danmark.

Den forreste del af det 9 meter lange lad er indrettet med en 2,8 meter fast, isoleret kasse med fuld sideåbning i højre side, mens de resterende 6,2 meter har fast bund og containerlåse til transport af 20’ skibscontainere. Bagest er der monteret en Z-lift læssebagsmæk med 2,5 tons løftekapacitet.

– Vores nye DAF skal primært bruges til Grønlandsflytninger, som er et af vores specialer, fortæller indehaveren af BECHs & ABC Flytteforretning, Michael Jespersen.

– Ved flytninger til og fra Grønland benytter vi både 20’ containere og de mindre såkaldte MC-containere, der rummer 5 m3. DAF’en er opbygget, så den kan køre med begge slags og samtidig har plads til flyttemændenes grej i form af tæpper, flyttekasser, løftestropper osv. Den er desuden udrustet med træk til kærre, så den kan have en ekstra 20’ container med på kærren, fortsætter Michael Jespersen.

– Vi får god brug for denne løsning, for vi kan desuden glæde os over, at vi i samarbejde med vores grønlandske partner har sikret os en to-årig kontrakt på flytninger mellem Grønland og Danmark for det grønlandske hjemmestyre, tilføjer han.

Ud over Grønlandsflytningerne udfører BECHs & ABC Flytteforretning flytninger til og fra Danmark i det meste af Europa og verden samt møbelopbevaring. Vognparken består af 10 skræddersyede flyttebiler i forskellige størrelser samt en kranbil, adskillige flyttelifte mv.

– Ikke to flytninger er ens. Vi har brug for skræddersyet materiel til mange forskellige typer flytninger, så vores vognpark og øvrige materiel skal være fleksibelt og effektivt. Det er den nye DAF et godt eksempel på, fastslår Michael Jespersen.

Effektivitet, fleksibilitet og komfort

Hos BECHs & ABC Flytteforretning tænker de ikke kun på effektivitet og fleksibilitet. Flyttemændenes arbejdsmiljø har også høj prioritet, så derfor er den nye DAF XF116.440 udrustet med al tænkeligt komfortudstyr. Det luftaffjedrede Super Space Cab førerhus er DAF’s mest rummelige og luksuriøse, fører- og passagerstol er ligeledes luftaffjedret, lige som hele bilen er luftaffjedret. Mere komfortabelt og skånsomt kan det ikke blive.

Den 11-liters 6-cyl. rækkemotor på 440 hk er tilkoblet en 12-trins ZF-gearkasse med fuldautomatisk gearskifte og Eco-Roll funktion. Trafiksikkerheden tilgodeses bl.a. ved hjælp af fartpilot med Predictive Cruise Control, dvs. automatisk regulering af hastigheden i forhold til vejens forløb, ACC/AEBS afstandsmåler til de forankørende samt nødbremseassistent, EBS-skivebremser mm.

– Moderne lastbiler og opbygninger er komplicerede, og det tager oceaner af tid at specificere og beregne de helt rigtige løsninger. Det har jeg ikke tid til, så derfor har jeg igen valgt at handle med Lastbilmægleren v. Carsten Lykke i Hedensted. Jeg har tidligere handlet med Carsten, så han kender vores behov og kan finde de rigtige løsninger på tværs af leverandørerne. Han har et fantastisk blik for detaljerne, siger Michael Jespersen.

– Carsten har tidligere leveret både MAN og Renault lastbiler til os, men denne gang blev det en DAF. Jeg er sikker på, at den vil leve op til vores forventninger, fastslår Michael Jespersen.

 

Fakta om BECHs & ABC Flytteforretning

BECHs Flytteforretning stiftes i 1897. Agtrupvejs Bud Central stiftes i 1968, og i 1971 ændres navn til ABC Flytteforretning. Michael Jespersen overtager BECHs Flytteforretning i 1992 og ABC Flytteforretning i 1999. De to flytteforretninger fusioneres i 2002 til BECHs & ABC Flytteforretning ApS med hovedsæde på Nordager i Kolding. Samtidig ændres koncentreres møbelopbevaringsaktiviteterne i Vejle, og administrationen flyttes til Kolding. Der oprettes desuden ordretelefon i Fredericia, så virksomheden får ”hjemmebane” i hele Trekantsområdet. I 2005 oprettes en ny afdeling for internationale flytninger og forsendelser til og fra hele verden. Virksomheden beskæftiger 24 medarbejdere.