Det kører godt for vognmandsforretningen Niels Pagh Transport A/S i Vejen. Derfor fortsætter virksomheden med at modernisere sin lastbilflåde af lastbiler, og Niels Pagh Transport A/S har netop fået leveret to nye DAF XF116 6×2/4 sættevognstrækkere gennem CL Rental i Hedensted v. lastbilmægler Carsten Lykke
De to DAF’er er begge specificeret med henblik på optimal brændstoføkonomi i form af 12,9 liters Euro 6-motor på 510 hk, 12-trins fuldautomatisk ZF gearskifte med EcoRoll samt enkeltreduceret bagtøj. Bilernes aerodynamik er yderligere optimeret med komplet spoilerkit på førerhus og mellem akslerne, lige som der er sat fokus på at køre langt på literen ved hjælp af avanceret instrumentering med info-display, brændstofmåler og chaufførvejledning under kørslen.
Chaufføren er også sat i fokus, når det gælder arbejdsmiljø og komfort. Begge biler er udrustet med DAF’s mest komfortable og rummelige Super Space Cab førerhus. Der blev ikke sparet på krydserne, da udstyrslisten skulle udfyldes. Automatisk klimaanlæg, oliefyr, køleskab, X-comfort madras, plysbekladning er bare et udpluk fra listen.
Selv om de to nye DAF lastbiler er helt ens, når det gælder drivline, førerhus og chassis, er de opbygget forskelligt. Den ene er udrustet med en kraftig Mouvex B200 kompressor, der er kendetegnet ved et ekstremt kompakt og let design, der er monteret direkte på gearkassens kraftudtag. Kompressoren anvendes til at laste og losse flydende gods fra vogntogets tanksættevogn. Den anden bil er udrustet med et kompakt HydraPak hydraulikanlæg til at drive en kompressor for at pumpe foderstoffer fra sættevognen til kundens foderstofsilo.
– Vi har allerede flere DAF’er i flåden, og vi er rigtig godt tilfredse med dem. Det er chaufførerne også, så derfor var det naturligt for os at vælge DAF igen, da vi skulle udskifte et par biler, fortæller vognmand Preben Jørgensen.
Også CL Rental får pæne ord med på vejen fra Vejen.
– At handle lastbil er i høj grad et spørgsmål om tillid, og det har vi til Carsten Lykke. Lastbiler er i dag blevet så specialiserede, at det gælder om at få specifikationer og opbygning helt rigtig i første forsøg. Carsten ved præcis, hvordan vi ønsker vores lastbiler udstyret og opbygget, så det samarbejde fungerer også rigtig godt, fastslår Preben Jørgensen.
De to DAF XF116.510’ere er opbygget hos PM Lastvognsservice i Hedensted og lakeret hos Taulov Autolakering I/S og er allerede i fuld sving på de danske og tyske landeveje.
Fakta om Niels Pagh Transport A/S
Niels Pagh Transport A/S blev grundlagt i 1960 af vognmand Niels Pagh som en lokal forretning i Vejle. Kort efter flyttede virksomheden til Vejen, og siden har den udviklet sig fra en enkelt lastbil til i dag at råde over seks trækkende enheder samt otte påhængs- og sættevogne. Niels Pagh Transport A/S beskæftiger desuden et antal eksterne vognmænd, så man i højsæsonen disponerer over ca. 20 lastbiler.
I 2003 overtog den daværende medarbejder Preben Jørgensen vognmandsforretningen, der i dag har specialiseret sig i transport af bl.a. foderstoffer og stykgods til landbruget samt flydende gods til medicinalbranchen. Preben Jørgensen driver forretningen sammen med sin kone Lotte samt medejer Mogens Fensman. Virksomheden beskæftiger 14 medarbejdere.